English
Gadenavne som udenrigspolitik – går grænsen her?
Siden Ruslands invasion af Ukraine har flere byer i Europa og Nordamerika gjort noget ret opsigtsvækkende: de har omdøbt gader og pladser ved russiske ambassader.
Det kan lyde som en lille ting, men signalet er ret tydeligt.
I Vilnius blev vejen til ambassaden omdøbt til “Ukrainian Heroes Street”.
I Warszawa hedder adressen nu “Alléen for ofre for russisk aggression”.
Og i Washington, D.C. har man valgt “Zelenskyy Way”, opkaldt efter Volodymyr Zelenskyy.
Det betyder i praksis, at russiske diplomater hver dag må skrive adresser, der hylder Ukraine eller peger direkte på krigen.
Også herhjemme i København har idéen været oppe. Der har været forslag og midlertidige aktioner med skilte ved den russiske ambassade, men ingen permanent officiel omdøbning.
Og så kommer det interessante spørgsmål:
Skal kommuner overhovedet blande sig i udenrigspolitik på den måde?
Der er gode argumenter imod. Udenrigspolitik er som udgangspunkt et nationalt anliggende, og man kan mene, at lokale myndigheder bør holde sig til deres kerneopgaver.
Jeg hælder faktisk selv normalt i den retning.
Men netop her er det værd at overveje en undtagelse.
For det her er en fredelig måde at sende et klart signal. Det er en synlig støtte til et land, der er under angreb. Og det er et greb, der ikke eskalerer, men markerer værdier.
Derfor kunne man argumentere for, at denne type tiltag ikke kun bør afhænge af lokale initiativer, men måske - eventuelt nationalt - støttes og koordineres.
Ikke som symbolpolitik for symbolpolitikkens skyld, men som en konsekvent og fredelig markering af, hvor vi står.
For nogle gange siger et gadenavn mere end en pressemeddelelse.
Siden Ruslands invasion af Ukraine har flere byer i Europa og Nordamerika gjort noget ret opsigtsvækkende: de har omdøbt gader og pladser ved russiske ambassader.
Det kan lyde som en lille ting, men signalet er ret tydeligt.
I Vilnius blev vejen til ambassaden omdøbt til “Ukrainian Heroes Street”.
I Warszawa hedder adressen nu “Alléen for ofre for russisk aggression”.
Og i Washington, D.C. har man valgt “Zelenskyy Way”, opkaldt efter Volodymyr Zelenskyy.
Det betyder i praksis, at russiske diplomater hver dag må skrive adresser, der hylder Ukraine eller peger direkte på krigen.
Også herhjemme i København har idéen været oppe. Der har været forslag og midlertidige aktioner med skilte ved den russiske ambassade, men ingen permanent officiel omdøbning.
Og så kommer det interessante spørgsmål:
Skal kommuner overhovedet blande sig i udenrigspolitik på den måde?
Der er gode argumenter imod. Udenrigspolitik er som udgangspunkt et nationalt anliggende, og man kan mene, at lokale myndigheder bør holde sig til deres kerneopgaver.
Jeg hælder faktisk selv normalt i den retning.
Men netop her er det værd at overveje en undtagelse.
For det her er en fredelig måde at sende et klart signal. Det er en synlig støtte til et land, der er under angreb. Og det er et greb, der ikke eskalerer, men markerer værdier.
Derfor kunne man argumentere for, at denne type tiltag ikke kun bør afhænge af lokale initiativer, men måske - eventuelt nationalt - støttes og koordineres.
Ikke som symbolpolitik for symbolpolitikkens skyld, men som en konsekvent og fredelig markering af, hvor vi står.
For nogle gange siger et gadenavn mere end en pressemeddelelse.
Gadenavne som udenrigspolitik – går grænsen her?
Siden Ruslands invasion af Ukraine har flere byer i Europa og Nordamerika gjort noget ret opsigtsvækkende: de har omdøbt gader og pladser ved russiske ambassader.
Det kan lyde som en lille ting, men signalet er ret tydeligt.
I Vilnius blev vejen til ambassaden omdøbt til “Ukrainian Heroes Street”.
I Warszawa hedder adressen nu “Alléen for ofre for russisk aggression”.
Og i Washington, D.C. har man valgt “Zelenskyy Way”, opkaldt efter Volodymyr Zelenskyy.
Det betyder i praksis, at russiske diplomater hver dag må skrive adresser, der hylder Ukraine eller peger direkte på krigen.
Også herhjemme i København har idéen været oppe. Der har været forslag og midlertidige aktioner med skilte ved den russiske ambassade, men ingen permanent officiel omdøbning.
Og så kommer det interessante spørgsmål:
Skal kommuner overhovedet blande sig i udenrigspolitik på den måde?
Der er gode argumenter imod. Udenrigspolitik er som udgangspunkt et nationalt anliggende, og man kan mene, at lokale myndigheder bør holde sig til deres kerneopgaver.
Jeg hælder faktisk selv normalt i den retning.
Men netop her er det værd at overveje en undtagelse.
For det her er en fredelig måde at sende et klart signal. Det er en synlig støtte til et land, der er under angreb. Og det er et greb, der ikke eskalerer, men markerer værdier.
Derfor kunne man argumentere for, at denne type tiltag ikke kun bør afhænge af lokale initiativer, men måske - eventuelt nationalt - støttes og koordineres.
Ikke som symbolpolitik for symbolpolitikkens skyld, men som en konsekvent og fredelig markering af, hvor vi står.
For nogle gange siger et gadenavn mere end en pressemeddelelse.
