Gadenavne som udenrigspolitik – går grænsen her?

Siden Ruslands invasion af Ukraine har flere byer i Europa og Nordamerika gjort noget ret opsigtsvækkende: de har omdøbt gader og pladser ved russiske ambassader.

Det kan lyde som en lille ting, men signalet er ret tydeligt.

I Vilnius blev vejen til ambassaden omdøbt til “Ukrainian Heroes Street”.
I Warszawa hedder adressen nu “Alléen for ofre for russisk aggression”.
Og i Washington, D.C. har man valgt “Zelenskyy Way”, opkaldt efter Volodymyr Zelenskyy.

Det betyder i praksis, at russiske diplomater hver dag må skrive adresser, der hylder Ukraine eller peger direkte på krigen.

Også herhjemme i København har idéen været oppe. Der har været forslag og midlertidige aktioner med skilte ved den russiske ambassade, men ingen permanent officiel omdøbning.

Og så kommer det interessante spørgsmål:

Skal kommuner overhovedet blande sig i udenrigspolitik på den måde?

Der er gode argumenter imod. Udenrigspolitik er som udgangspunkt et nationalt anliggende, og man kan mene, at lokale myndigheder bør holde sig til deres kerneopgaver.

Jeg hælder faktisk selv normalt i den retning.

Men netop her er det værd at overveje en undtagelse.

For det her er en fredelig måde at sende et klart signal. Det er en synlig støtte til et land, der er under angreb. Og det er et greb, der ikke eskalerer, men markerer værdier.

Derfor kunne man argumentere for, at denne type tiltag ikke kun bør afhænge af lokale initiativer, men måske - eventuelt nationalt - støttes og koordineres.

Ikke som symbolpolitik for symbolpolitikkens skyld, men som en konsekvent og fredelig markering af, hvor vi står.

For nogle gange siger et gadenavn mere end en pressemeddelelse.

Svensk politik fremstår ofte langt mere dramatisk og underholdende end dansk politik. Skandalerne i Sverige har en tendens til at være betydeligt mere opsigtsvækkende, og der hviler en vis mystik over de svenske politikere, som vi slet ikke oplever herhjemme. I Danmark virker politikerne derimod mere pragmatiske og målrettede i deres bestræbelser på at sikre sig en ministerpost – lidt i stil med Lars Løkke, hvis du forstår, hvad jeg mener. I Sverige føles det derimod som om, politikken altid er skruet op på fuld styrke. Når man hører om de svenske politikeres eskapader, kan man ikke lade være med at tænke; Hvor er dramaet i dansk politik? Selv når vi oplever en skandale herhjemme, blegner den i forhold til, hvad der foregår på den anden side af Øresund. Det er værd at bemærke, at vi i Danmark kun har få partier som DF, LA og BP, der tilnærmelsesvis kan sammenlignes med de svenske politikere i deres tilgang til politik.

TID TIL REALPOLITIK – IKKE BLOKPOLITIK

Valgkampen er i gang, og igen ser vi den samme trætte dynamik: rød mod blå, venstre mod højre. Men de virkelige problemer bliver ikke løst ved at grave skyttegrave – de løses ved at bygge broer.

Jeg er dybt træt af den blokdannelse, der igen indfinder sig, og jeg tror, mange er med mig. Politik skal handle om at finde de bedste løsninger, ikke om at forsvare sin partivals farve.

Vi skal have fokus tilbage på substansen, hvor vi bruger de rigtige værktøjer de rigtige steder:

Liberal økonomisk politik: Til at øge vores konkurrenceevne og skabe vækst, der gavner både erhvervslivet og danskerne.

Socialistisk socialpolitik: Til at sikre retfærdighed og en stærk offentlig sektor, der fanger dem, der falder.

Konservativ besindighed: Til at værne om vores fundament – forsvaret, kulturen og folkekirken.

Fremtidens politik ligger i krydsfeltet mellem det liberale initiativ, den socialistiske retfærdighed og den konservative besindighed. Det kræver en pragmatisk midterpolitik, hvor vi tager det bedste fra de store ideologier for at sikre stabilitet og fremdrift – en moderne centrisme, der sætter løsninger over systemer.

SMV-regeringen viste, på trods deres fejl og mangler, at der er en anden vej. Ikke at SMV-regeringen nødvendigvis skal fortsætte, men som eksempel på, hvordan vi kan tænke politik anderledes.

TIL DIG SOM VÆLGER: SE BORT FRA ALT DET PERSONLIGE FNIDER OG BLOKDANNELSE

Lad os være ærlige: Valgkampene flyder over med diskussioner om hvorfor den eller den anden politiker for gud skyld ikke må blive statsminister og hvorfor den ene blok frem for den anden ikke må få magten. Men det er en sidevej, der leder os væk fra det væsentlige.

Som vælger skal du se bort fra alt det personlige fnider, blokdannelse og i stedet spørge dig selv: Hvor bliver mine politiske holdninger og værdier bedst repræsenteret? Stem med hjernen og hjertet – ikke med hadet til bestemte personer.

Det er på tide, vi for alvor bryder med blokpolitikken og finder nye veje sammen.

Hvad synes du? Er du også klar til at sætte løsninger over partipolitik og personangreb?

#PolitikFremForBlokkade #Realpolitik #FællesLøsninger #StemEfterHoldninger

Dansk Folkeparti stormer frem – de får stemmer på stram udlændingepolitik, men der ligger også andet bag fremmarchen.

Stram udlændingepolitik
Dansk Folkeparti har indledt valgkampen med flere markante forslag til stramning af udlændingepolitikken.

EU skal ruste sig med et stærkere sammenhold.
DF sætter fokus på danskernes hverdag især fødevarepriserne.
- Men danskerne lægger også stor vægt på, at vi har en regering, der kan håndtere den store trussel og utryghed, der er i verden.

Virkeligheden er sat i søgelyset.
Europa skal kunne forsvare sig selv. Vi kan ikke længere stole på USA.
Det kan Danmark ikke klare alene, vi har brug for samarbejde i EU.
Det har Morten Messerschmidt indset. Han har netop meddelt, at Dansk Folkeparti ikke længere vil arbejde for at få Danmark ud af EU.

Det bliver interessant at følge, hvordan partiet vil håndtere det spørgsmål i resten af valgkampen.

#socii #Politik #Folketingsvalg2026 #dkpol

POLITISKE TANKER FRA MIDTEN

Jeg er dybt træt af den samme gamle røde og blå blokdannelse, der igen er ved at blive genskabt på Borgen. Hvorfor kan vi ikke bare få en bred regering hen over midten igen som vi har haft det nu i 4 år ?

Verden har forandret sig, og vi skal ikke længere bare lave politik inden for stramme ideologiske rammer. Vi har brug for at finde fælles kompromiser på tværs af de politiske ideologier.

Her er jeg enig med Lars Løkke, når han i I gårsdagens partilederdebat på DR og TV2 sagde, at han er træt af det evige fokus på, hvem der er statsministerkandidat, hvem der bakker op om hvem, og hvem Moderaterne i så fald bakker op om. Som han udtrykte det:

“Det brugte i også hele sidste valgkamp på at spørge mig om. Jeg synes, det er ekstremt fattigt det her. Der er gået otte timer siden valget blev udskrevet. Vi har været i gang i 20 minutter med denne debat og det eneste, vi har snakket om, er navne.”

Han har ret – vi skal have fokus tilbage på politikken, hvor vi bruger de rigtige værktøjer de rigtige steder:

Liberal økonomisk politik: Til at øge vores konkurrenceevne og skabe vækst.

Socialistisk socialpolitik: Til at sikre retfærdighed og en stærk offentlig sektor.

Konservativ besindighed: Til at værne om vores fundament – forsvaret, kulturen og folkekirken.

Fremtidens politik ligger i krydsfeltet mellem det liberale initiativ, den socialistiske retfærdighed og den konservative besindighed. Det kræver en pragmatisk midterpolitik, hvor vi tager det bedste fra de store ideologier for at sikre stabilitet og fremdrift – en moderne centrisme, der sætter løsninger over systemer.

Ikke for at SMV-regeringen skal fortsatte som sådan, men som et eksempel på, hvordan vi kan tænke politik anderledes.

Det er på tide, vi for alvor bryder med blokpolitikken og finder nye veje sammen.

#BredRegering #NyeVeje #SocialLiberalisme

Meta, som ejer både Facebook, Instagram og WhatsApp, tjener 100 milliarder kroner om året på svindelannoncer, hvis eneste formål er at narre techgigantens brugere. Men frem for at stoppe svindlerne, har Meta i stedet bremset kontrollen og skjult problemets omfang for politikere og tilsyn.
#Meta #politikken #facebook

Jeg har brug for en lille personlig hjælp.

For at jeg kan få mulighed for at stille op sammen med Kristendemokraterne, skal der samles vælgererklæringer.

Det er ikke en stemme, ikke medlemskab og ikke et ja til politikken, kun en hjælp til at give os lov til overhovedet at være på stemmesedlen.

Det tager under ét minut:
Send en sms til 1272 med teksten KDVALG
og underskriv via linket du får
eller gå direkte ind her:
https://www.vaelgererklaering.dk/om-partiet?election=dk&party=7830401e-532c-42a7-91ef-593c14ecebc6

Hvis du gør det, hjælper du mig virkelig meget.

Tak

Godt der lige kom en mindre begivenhedsrig periode i geopolitikken, så der blev tid til at sidde fast og skøjte rundt i snemasser og rå mængder af snot

SPRØDSTEGT KANTINEFLÆSK

Der er igen gået valg i skolepolitikken, og det følger et velkendt mønster. Politikere taler pænt, lover stort og undgår konsekvent at forklare, hvordan noget skal lade sig gøre. Færre elever i klasserne præsenteres som ansvarlig politik, selvom det blot er et gammelt løfte, gentaget uden indhold og uden vilje til at tage konsekvenserne.

Ingen redegør for gennemførelsen, fordi enhver konkretisering ville afsløre, at løftet ikke kan bære. Manglen på lærere, lokaler og økonomi er kendt stof, men ignoreres, fordi virkelighed ikke er en fordel i en valgkamp. Det afgørende er ikke, om noget kan gennemføres, men om det lyder rigtigt.

Trivsel er blevet det ord, der bruges til at lukke munden på kritikken. Det er ikke en præcis beskrivelse af et mål, men et følelsesladet signal, som fritager politikere for at prioritere og forklare. Når trivsel nævnes, ophører kravet om ansvar. Det er ikke politik. Det er retorik forklædt som omsorg.

Forældrene accepterer fortællingen, fordi de er trætte af konflikter og af at høre, at alt ikke kan lade sig gøre. De vil have nogen til at tage ansvaret, og derfor klapper man af løfter, man godt ved ikke bliver indfriet.

Politikerne ved det og udnytter det. Løfterne er risikofrie, fordi ansvaret altid kan sendes videre. Når noget mislykkes, er det kommunernes skyld, systemets skyld eller virkelighedens skyld.

Vælgerne har vænnet sig til det. Demokratiet fungerer formelt, men indholdet er udhulet. Når ærlighed ikke længere forventes, bliver uærlighed normen. Når realisme ikke efterspørges, forsvinder den.

Skolepolitikken er blevet et symbol på en bredere politisk kultur, hvor det vigtigste er at fremstå ansvarlig uden at være det. Det er ikke en fejl. Det er et bevidst valg. Og det fortsætter, fordi vi accepterer det.

Når rødderne ikke bliver skåret over, går alt fint.

Vinteren slog til lige efter nytår. Kulde og sne lagde et tæppe af ro over haven og en illusion om, at verden er blevet god igen.
Når jeg sidder med morgenkaffen og kigger ud, falder der en velsignet ro over livet. Pindsvinene ligger forhåbentlig trygt i deres vinterhi og venter på forår.
Fuglene sidder stille rundt om i træer og buske. Et par musvitter, gærdesmutter og en rødhals flokkes omkring foderstederne sammen med en større gruppe af solsorte.
Mellem fuglesporene i sneen, er der kattespor!
Et øjeblik føler jeg mig fanget mellem den Trumpske udgave af verdensfred, Putins menneske ofringer i nabolaget og behovet for at sætte kedlen over til endnu en kop kaffe, eller at gå i seng igen for at få varmen og det hele til at gå væk.
Jeg slukker for nyhedsstrømmen og en af kattene springer op for at få lidt omsorg. Når Xantippe har fået sit behov dækket, så er det Sokrates der springer op og sætter sig til rette. Nogle gange er det omvendt. Det kan der godt gå lidt tid med.
Jeg har i mange år brugt januar til eftertanke. Om livet der var og det liv der venter.
Forleden genså jeg en film på DR. Filmen så jeg første gang da den blev vist i biografen i 1980: Velkommen Mr. Change, hedder den. Det er Peter Sellers der har hovedrollen som gartneren Mr. Change. Forventningen dengang i 1980 var, at jeg skulle ind for at se en sjov film, for det er jo sådan vi husker Peter Sellers, bl.a. i Den lyserøde panter eller i den evigt tilbagevendende film nytårsnat: Kom og vask min elefant.
Hele sit liv har Mr. Chance boet isoleret som gartner i en rig excentrikers villa. Han kan hverken læse eller skrive. Da ejeren dør, kommer Chance ud i en verden, han kun kender gennem tv. Han taler med et barns enfoldighed om rødder, jord og solskin. Chance bliver skiftevis fortolket som poet og filosof af den finansielle elite.
Når gartneren Chance siger noget banalt om havearbejde, så fortolker politikerne det som dyb filosofi: Når rødderne ikke bliver skåret over, går alt fint.
Change lyver aldrig. Nogle tilfældigheder senere er han præsidentens personlige rådgiver!
Det vil aldrig kunne ske i dag. Ikke at en enfoldig kan blive præsidentens rådgiver eller præsident for den sags skyld, men at vedkommende aldrig lyver.
I filmens slutscene går Mr. Change på vandet.

Ind imellem lyder fuglene som om det er forår, og et par blåmejser ser ud til at have reserveret plads i havens to mejsekasser. Det ser ifølge DMI ikke ud til, at vinteren har tænkt sig at overgive sig lige med det første.
Og som det er med verdenspolitikken, er vejret uforudsigeligt i denne tid. Vi må håbe, at rødderne ikke bliver skåret over, så skal det nok gå alt sammen.