Har vi større problemer end en manglende regering?
Ja. Det tror jeg faktisk, vi har.
Vi har efterhånden fået en ret imponerende evne til at forveksle et like med en samfundsindsats.
Det er lidt som at stå ved siden af en fyldt opvask, sukke tungt og sige: “Den burde virkelig tages,” for derefter at tage et billede af tallerknerne, lægge det på Facebook og skrive: “Det her er simpelthen for dårligt.”
Vi har fået en offentlig samtale, hvor ansvaret ofte bliver placeret så langt væk fra os selv, at det næsten forsvinder ud i tågen, mens vi selv står tilbage med forargelsen som vores vigtigste bidrag. Den er vi til gengæld blevet rigtig gode til at levere hurtigt, præcist og gerne med et lille moralsk overskud i stemmen.
Vi har al verdens viden i lommen, men er det som med køleskabet ved midnat. Vi åbner det, stirrer lidt ind, tager det, der ser mest fristende ud, og lukker igen uden helt at vide, hvad vi egentlig kom efter.
Et opslag dukker op. En overskrift. Et klip. Et “prøv lige at se det her”. Og kort efter står vi med en holdning, friskbagt og klar til servering som en lun croissant fra algoritmens lille bageri. Den kan være lavet på fakta, følelser eller surdej af gammel irritation. Det vigtigste er næsten bare, at den dufter rigtigt.
“Nu må der gøres noget.”
Hvad der skal gøres, hvem der skal gøre det, hvad det koster, og om problemet overhovedet er forstået rigtigt, må vi tage senere. Den slags detaljer kan jo hurtigt ødelægge en ellers fin forargelse.
Vi undersøger sjældent substansen eller spørger hvordan en reel løsning skulle se ud. Til gengæld ved vi med stor sikkerhed, at det er for dårligt. Og det skal siges. Helst med offentligt engagement, så andre kan skrive “ så enig” nedenunder.
Senere kan man så nævne det til middagen på lørdag.
“Jeg skrev faktisk noget om det.”
“Jeg delte også et ret vigtigt opslag.”
“Jeg tror faktisk, det nåede rimelig bredt ud.”
Og så kan man tage et glas vin mere i bevidstheden om, at demokratiet endnu en gang blev reddet fra sofaen i Nørre Bøvling
Så ja, det kan da være et problem, hvis vi mangler en regering.
Men det større problem er måske, at vi langsomt har vænnet os til, at følelsen af deltagelse fylder mere end den faktiske deltagelse. At indignation kan ligne indsats og at opslag kan føles som handling.
Vi mangler ikke kun en regering.
Vi mangler lidt færre pegefingre og lidt flere hænder.
Har vi større problemer end en manglende regering?
Ja. Det tror jeg faktisk, vi har.
Vi har efterhånden fået en ret imponerende evne til at forveksle et like med en samfundsindsats.
Det er lidt som at stå ved siden af en fyldt opvask, sukke tungt og sige: “Den burde virkelig tages,” for derefter at tage et billede af tallerknerne, lægge det på Facebook og skrive: “Det her er simpelthen for dårligt.”
Vi har fået en offentlig samtale, hvor ansvaret ofte bliver placeret så langt væk fra os selv, at det næsten forsvinder ud i tågen, mens vi selv står tilbage med forargelsen som vores vigtigste bidrag. Den er vi til gengæld blevet rigtig gode til at levere hurtigt, præcist og gerne med et lille moralsk overskud i stemmen.
Vi har al verdens viden i lommen, men er det som med køleskabet ved midnat. Vi åbner det, stirrer lidt ind, tager det, der ser mest fristende ud, og lukker igen uden helt at vide, hvad vi egentlig kom efter.
Et opslag dukker op. En overskrift. Et klip. Et “prøv lige at se det her”. Og kort efter står vi med en holdning, friskbagt og klar til servering som en lun croissant fra algoritmens lille bageri. Den kan være lavet på fakta, følelser eller surdej af gammel irritation. Det vigtigste er næsten bare, at den dufter rigtigt.
“Nu må der gøres noget.”
Hvad der skal gøres, hvem der skal gøre det, hvad det koster, og om problemet overhovedet er forstået rigtigt, må vi tage senere. Den slags detaljer kan jo hurtigt ødelægge en ellers fin forargelse.
Vi undersøger sjældent substansen eller spørger hvordan en reel løsning skulle se ud. Til gengæld ved vi med stor sikkerhed, at det er for dårligt. Og det skal siges. Helst med offentligt engagement, så andre kan skrive “ så enig” nedenunder.
Senere kan man så nævne det til middagen på lørdag.
“Jeg skrev faktisk noget om det.”
“Jeg delte også et ret vigtigt opslag.”
“Jeg tror faktisk, det nåede rimelig bredt ud.”
Og så kan man tage et glas vin mere i bevidstheden om, at demokratiet endnu en gang blev reddet fra sofaen i Nørre Bøvling
Så ja, det kan da være et problem, hvis vi mangler en regering.
Men det større problem er måske, at vi langsomt har vænnet os til, at følelsen af deltagelse fylder mere end den faktiske deltagelse. At indignation kan ligne indsats og at opslag kan føles som handling.
Vi mangler ikke kun en regering.
Vi mangler lidt færre pegefingre og lidt flere hænder.
English
