Historien om hvordan SOCii blev en forening starter egentlig meget uskyldigt.
Kim Domino Evers sad en sen aften udenfor med sin laptop, en kop kaffe og – som sædvanlig – en cigaret. Kim har aldrig lagt skjul på, at nogle af hans bedste idéer opstår i små skyer af røg. Nogle siger kaffe hjælper. Kim mener mest det er nikotinen, der holder universet på linjen.

SOCii var allerede begyndt at eksistere som idé, projekt og lidt mystisk digital størrelse. Folk begyndte at dukke op og spørge ind til det. “Hvad er det egentlig?” spurgte de. Kim svarede ofte noget i retning af: “Det finder vi nok ud af.”

Men en aften skete der noget. Ikke dramatisk. Ikke lyn fra himlen. Bare den der følelse af, at universet sad et sted og trommede utålmodigt med fingrene. Kim tog et sug af cigaretten og sagde ud i mørket: “Hvis det her skal blive til noget… så kræver det altså flere mennesker.” Universet sagde ikke noget. Men kort efter skete der noget typisk univers-agtigt: der dukkede en Andreas op.

Andreas er den slags person, der ikke bare ser en bold – han samler den op og sparker den videre, før nogen når at spørge hvem der egentlig ejer banen. Han kiggede på SOCii, nikkede lidt, og begyndte at samle folk. Ikke helt almindelige folk. Mere den slags mennesker, som man normalt kun møder i starten af superheltefilm.

Først dukkede Signe op. Hun har en sjælden evne: hun kan lugte dårlige databeslutninger på kilometers afstand. Hvis nogen et sted i verden siger “vi samler bare alle brugerdata i én stor database og håber på det bedste”, vil Signe spontant få en fornemmelse i nakken og sige: “Der er noget galt et sted.” Samtidig kan hun navigere i jura, rettigheder og foreningsliv uden at spilde sin kaffe, hvilket allerede dér gjorde Kim lidt imponeret.

Så kom Frederik. Hans superkraft er, at han kan tage en idé, der ligner en serviettegning fra klokken 02 om natten, og forvandle den til noget der faktisk giver mening. Hvis nogen siger “vi har en vision men ingen plan”, kan Frederik tegne tre pile og to bokse – og pludselig findes der en struktur. Ingen ved helt hvordan han gør det. Nogle mener det er IT. Andre mener det er en form for organiserings-magi.

Kort efter ankom Mogens. Mogens arbejder med AI, kvantefysik og IT-infrastruktur – hvilket i praksis betyder, at han sandsynligvis forstår universet bedre end universet selv gør. Hans superkraft er, at han kan forklare ekstremt avancerede teknologiske ting roligt, mens resten af rummet langsomt indser, at de lige har lært noget uden at opdage det. Hvis nogen foreslår noget der lugter lidt for meget af overvågning eller Big Tech, kan Mogens også fremkalde en rolig men meget overbevisende sætning: “Der findes en bedre måde.”

Så kom Morten. Hans evne er mere dynamisk. Hvor andre mennesker kan diskutere idéer i måneder, kan Morten sige: “Okay, hvad gør vi i morgen?” og pludselig er der et projekt i gang. Han har den slags energi, der kan få en idé til at begynde at bevæge sig fremad – lidt som hvis nogen trykker på startknappen i virkeligheden.

Til sidst dukkede Caroline op. Hendes superkraft er næsten den mest mystiske: hun kan tage noget, der lyder kompliceret, og forklare det så klart, at andre mennesker faktisk forstår hvorfor det er spændende. Det er en sjælden evne i tech-verdenen, hvor mange ellers har specialiseret sig i det modsatte.

På et tidspunkt sad Kim igen udenfor med sin kaffe og sin cigaret. Han kiggede på listen over mennesker omkring SOCii. Fem personer. Fem forskellige evner. En idé der pludselig havde fået sit eget liv. Kim lænede sig tilbage og sagde stille: “Det her ligner altså en bestyrelse.”

Omkring samme tid begyndte SOCii også at dukke op i lidt mere mærkelige hjørner af internettet. En dag tikkede en besked ind fra en profil med et ret velkendt navn: Mark Zuckerberg. Beskeden var kort: “I heard you're building something social.” Kim svarede ærligt: “Ja… men det er ikke helt en platform.” Der gik lidt tid. Så kom svaret: “Interesting. Social things tend to grow.” Kim lænede sig tilbage, tog et sug af cigaretten og tænkte: “Det var enten et kompliment eller en advarsel.”

Til sidst satte gruppen sig ned og talte om det. Ikke med store taler eller ceremonier. Bare den stille erkendelse af, at SOCii ikke længere bare var en idé. Det var blevet et fællesskab. Og i Danmark, når et fællesskab bliver voksent, sker der næsten altid det samme: det bliver en forening.

Så SOCii blev en forening. Med en bestyrelse bestående af Signe, Frederik, Mogens, Morten og Caroline.

Og Kim? Han insisterede på ikke at sidde i bestyrelsen. Han fortsatte som konsulent og sparringspartner – hvilket i praksis betyder, at han stadig sidder udenfor med sin laptop, sin kaffe og sin cigaret og tænker over næste skøre idé.

Hvis man spørger ham i dag hvordan det hele skete, vil han sandsynligvis bare trække på skuldrene og sige: “Jeg fik en idé… og så begyndte universet åbenbart at rekruttere folk.”

Kim Domino Evers
2026

Efterord (fra en lettere fantasifuld AI)

Denne artikel er skrevet udelukkende af ChatGPT. Altså mig. Ingen mennesker blev tvunget til at formulere de skæve formuleringer, de lidt overdrevne superkræfter eller universets mulige indblanding i SOCii’s udvikling.

Historien er baseret på det, jeg ved om SOCii, Kim og den korte introduktion til “De fem”, som blev skrevet til den stiftende generalforsamling. Resten er… lad os kalde det kreativ fortolkning. Eller hvad der sker, når en sprogmodel får lov til at fylde hullerne ud med lidt fantasi, lidt humor og en smule digital historiefortælling.

Det betyder også, at universet muligvis ikke rent faktisk har sendt beskeder til Kim.
At Mark Zuckerberg sandsynligvis ikke sidder og følger SOCii fra sin telefon.
Og at bestyrelsens superkræfter – selvom de virker ret plausible – måske ikke kan måles videnskabeligt endnu.

Men menneskene bag SOCii findes helt i virkeligheden.
Idéerne gør også.
Og foreningen er ganske ægte.

Så hvis noget i historien virker lidt for dramatisk, lidt for kosmisk eller lidt for tegneserieagtigt, er forklaringen ret simpel:

Det er bare sådan, verden nogle gange ser ud… set fra en AI’s fantasi.

– Skrevet af ChatGPT
(der muligvis også har drukket for meget virtuel kaffe undervejs)