Lad dem nu larme lidt
I dag er sidste skoledag.
For nogle er det måske bare endnu en dag i kalenderen. For andre er det en dag med fløjter, karameller, udklædning, musik, pynt, grin, lidt for høje stemmer og unge mennesker, der fylder lidt mere, end de plejer.
Og ved I hvad?
Det må de gerne.
For de unge mennesker, der i dag fejrer sidste skoledag, er de samme børn, der for år tilbage gik ind gennem flagalléen til deres første skoledag. Dengang stod de med alt for store skoletasker, spændte øjne og forældre, der forsøgte at skjule en klump i halsen. Nu går de ud den anden vej som unge mennesker, der har gennemført folkeskolen, holdt ud, lært noget, fejlet noget, fundet venner, mistet venner, været trætte, pressede, glade, usikre og alt det andet, man er, mens man vokser op.
Det fortjener faktisk en festdag.
Ikke en poleret, lydløs og institutionsgodkendt markering, hvor al spontanitet er pakket ind i risikovurderinger, imagepleje og hensynserklæringer. En rigtig festdag. En dag, hvor de larmer lidt, griner lidt for højt, kaster med karameller, fløjter, pynter op og mærker, at noget stort er slut, og noget nyt er på vej.
Selvfølgelig findes der altid nogen, der ikke kan finde ud af det. Sådan er det med unge mennesker. Sådan er det i øvrigt også med voksne mennesker. Der er altid enkelte, der skal være lidt for smarte, lidt for voldsomme, lidt for meget. Det skal man tage hånd om.
Men vi må passe på, at vi ikke lader de få ødelægge dagen for de mange.
For det er efterhånden blevet en trist refleks i vores samfund, at alt, der larmer, roder, lugter lidt af liv eller falder uden for det kontrollerede, straks skal reguleres, begrænses, fjernes eller problematiseres. Vi er blevet ualmindeligt dygtige til at opdage det, der kan gå galt, og påfaldende dårlige til at huske alt det, der faktisk går godt.
En fløjte bliver til et arbejdsmiljøproblem. Karameller bliver til en sikkerhedsrisiko. Pynt bliver til et imageproblem. Et par timers ungdommelig uro blivet til et problem.
Måske er det ikke de unge, der er blevet for meget.
Måske er det os andre, der er blevet for lidt rummelige.
Der bliver talt meget om trivsel. Om fællesskab. Om at unge skal føle sig set, hørt og inkluderet. Men når de så endelig står der, midt i deres eget fællesskab, glade, støjende, forventningsfulde og fulde af liv, så kommer voksenverdenen farende med løftede pegefingre, høreværn, forbud og bekymrede miner.
Det er, ærligt talt, lidt komisk.
Og også lidt sørgeligt.
For hvad er det egentlig, vi vil have? Vil vi have unge mennesker, der tør tage del i fællesskaber, glæde sig til noget sammen og markere overgange i livet? Eller vil vi have en generation, der lærer, at det sikreste er at dæmpe sig, rette ind og helst ikke fylde for meget i landskabet?
Sidste skoledag varer ikke en uge eller en måned. Den varer i realiteten nogle få timer på en ganske særlig dag i et ungt menneskes liv. De timer får de aldrig igen.
Så lad dem dog få dem.
Lad dem pynte op. Lad dem fløjte. Lad dem kaste karameller. Lad de små børn glæde sig. Lad lærerne smile lidt, også selv om det larmer. Lad skolen se ud, som om der faktisk foregår noget levende derinde. En skole behøver ikke ligne et prospekt fra en kommunal visionsplan hele tiden. Nogle gange må den gerne ligne et sted, hvor børn har gået, levet, lært og nu siger farvel.
Vi skal selvfølgelig tage hensyn til hinanden. Men hensyn er ikke det samme som, at alle andre altid skal skrue ned, fordi nogen et sted har besluttet, at al uro er et overgreb på den perfekte orden.
Der må gerne være dage, hvor livet fylder.
Der må gerne være dage, hvor unge mennesker larmer lidt mere end normalt.
Der må gerne være dage, hvor vi voksne træder et skridt tilbage og husker, at vi selv engang var dem, der stod med følelsen af frihed i kroppen og hele verden foran os.
Og hvis vi ikke selv kan huske det, så er det måske os, der skal øve os lidt.
Ikke de unge.
Så til alle jer, der har haft sidste skoledag i dag: Tillykke. I har gjort det godt. Nyd dagen. Pas på hinanden. Vær ordentlige. Men vær også unge.
Og til os andre: Træk vejret. Tag høreværnet af et øjeblik. Se på dem.
Det er ikke samfundets sammenbrud, vi er vidne til.
Det er bare unge mennesker, der fejrer, at de er på vej videre.
Lad dem nu larme lidt
I dag er sidste skoledag.
For nogle er det måske bare endnu en dag i kalenderen. For andre er det en dag med fløjter, karameller, udklædning, musik, pynt, grin, lidt for høje stemmer og unge mennesker, der fylder lidt mere, end de plejer.
Og ved I hvad?
Det må de gerne.
For de unge mennesker, der i dag fejrer sidste skoledag, er de samme børn, der for år tilbage gik ind gennem flagalléen til deres første skoledag. Dengang stod de med alt for store skoletasker, spændte øjne og forældre, der forsøgte at skjule en klump i halsen. Nu går de ud den anden vej som unge mennesker, der har gennemført folkeskolen, holdt ud, lært noget, fejlet noget, fundet venner, mistet venner, været trætte, pressede, glade, usikre og alt det andet, man er, mens man vokser op.
Det fortjener faktisk en festdag.
Ikke en poleret, lydløs og institutionsgodkendt markering, hvor al spontanitet er pakket ind i risikovurderinger, imagepleje og hensynserklæringer. En rigtig festdag. En dag, hvor de larmer lidt, griner lidt for højt, kaster med karameller, fløjter, pynter op og mærker, at noget stort er slut, og noget nyt er på vej.
Selvfølgelig findes der altid nogen, der ikke kan finde ud af det. Sådan er det med unge mennesker. Sådan er det i øvrigt også med voksne mennesker. Der er altid enkelte, der skal være lidt for smarte, lidt for voldsomme, lidt for meget. Det skal man tage hånd om.
Men vi må passe på, at vi ikke lader de få ødelægge dagen for de mange.
For det er efterhånden blevet en trist refleks i vores samfund, at alt, der larmer, roder, lugter lidt af liv eller falder uden for det kontrollerede, straks skal reguleres, begrænses, fjernes eller problematiseres. Vi er blevet ualmindeligt dygtige til at opdage det, der kan gå galt, og påfaldende dårlige til at huske alt det, der faktisk går godt.
En fløjte bliver til et arbejdsmiljøproblem. Karameller bliver til en sikkerhedsrisiko. Pynt bliver til et imageproblem. Et par timers ungdommelig uro blivet til et problem.
Måske er det ikke de unge, der er blevet for meget.
Måske er det os andre, der er blevet for lidt rummelige.
Der bliver talt meget om trivsel. Om fællesskab. Om at unge skal føle sig set, hørt og inkluderet. Men når de så endelig står der, midt i deres eget fællesskab, glade, støjende, forventningsfulde og fulde af liv, så kommer voksenverdenen farende med løftede pegefingre, høreværn, forbud og bekymrede miner.
Det er, ærligt talt, lidt komisk.
Og også lidt sørgeligt.
For hvad er det egentlig, vi vil have? Vil vi have unge mennesker, der tør tage del i fællesskaber, glæde sig til noget sammen og markere overgange i livet? Eller vil vi have en generation, der lærer, at det sikreste er at dæmpe sig, rette ind og helst ikke fylde for meget i landskabet?
Sidste skoledag varer ikke en uge eller en måned. Den varer i realiteten nogle få timer på en ganske særlig dag i et ungt menneskes liv. De timer får de aldrig igen.
Så lad dem dog få dem.
Lad dem pynte op. Lad dem fløjte. Lad dem kaste karameller. Lad de små børn glæde sig. Lad lærerne smile lidt, også selv om det larmer. Lad skolen se ud, som om der faktisk foregår noget levende derinde. En skole behøver ikke ligne et prospekt fra en kommunal visionsplan hele tiden. Nogle gange må den gerne ligne et sted, hvor børn har gået, levet, lært og nu siger farvel.
Vi skal selvfølgelig tage hensyn til hinanden. Men hensyn er ikke det samme som, at alle andre altid skal skrue ned, fordi nogen et sted har besluttet, at al uro er et overgreb på den perfekte orden.
Der må gerne være dage, hvor livet fylder.
Der må gerne være dage, hvor unge mennesker larmer lidt mere end normalt.
Der må gerne være dage, hvor vi voksne træder et skridt tilbage og husker, at vi selv engang var dem, der stod med følelsen af frihed i kroppen og hele verden foran os.
Og hvis vi ikke selv kan huske det, så er det måske os, der skal øve os lidt.
Ikke de unge.
Så til alle jer, der har haft sidste skoledag i dag: Tillykke. I har gjort det godt. Nyd dagen. Pas på hinanden. Vær ordentlige. Men vær også unge.
Og til os andre: Træk vejret. Tag høreværnet af et øjeblik. Se på dem.
Det er ikke samfundets sammenbrud, vi er vidne til.
Det er bare unge mennesker, der fejrer, at de er på vej videre.
English
